Sunday, May 28, 2006

Café aften

Tirsdag den 6. juni kl. 17.30 har Vangsgaards Boghus, Ryesgade 3, Århus C inviteret mig til komme med nogle fortællinger fra Inkaens fjerde mulighed's bagland og give bud på hvordan nogle af de løse ender i romanen kan bindes sammen. Der er fri entré og alle er velkomne!

Thursday, May 18, 2006

Jordens tvilling?

Så er vi kommet et skridt tættere på at finde den første exo-planet der er i nær familie med vores egen Jord. Astronomer i Chile - der arbejder samme sted som romanens dr. Gottlieb - har netop annonceret fundet af en planet, der på mange måder minder om Jorden. Og på mange måder også adskiller sig fra Jorden. Lidt større, men i passende afstand af en moderstjerne, der minder om vores egen sol.

Moderstjernen med det anonyme navn HD 69830 har i nogen tid været under intens overvågning og for et års tid siden kunne forskere annoncerer opdagelsen et asteroidebælte omkring stjernen. I modsætning til Jorden befinder asteroidebæltet sig mellem den nyopdagede planet og moderstjernen. NASA har fremstillet en lille animation, som viser hvordan en solnedgang i så fald tager sig ud.

Det er nok væsentligt at minde om at planeten Venus set på 41 lysårs afstand nok også ville blive karakteriseret som Jorden tvilling - samme størrelse, samme vægt, nogenlunde samme afstand fra Solen - men med en drivhus effekt som er gået amok og en overfladetemperatur på omkring 500 grader. Så der kan stadig være lang vej hjem, før vi finder en planet med livsbetingelserr, dr minder om Jordens.

Tuesday, May 16, 2006

Extra dimensions in action...?

Der er sikkert nogle, der har spekuleret over, hvor sandsynlige de der ekstra dimensioner er - og om de overhovedet vil have nogen effekt, hvis de virkelig eksisterer. Er det bare et moderne ord for den del af universet som spiritister, mener at bevæge sig i? Hvor langt væk fra virkeligheden opererer Inkaens fjerde mulighed?

I tidsskriftet Nature er der en artikel, der peger på adskillige forsøg, der tyder på at en af naturensfundamentale konstanter har ændret sig over de seneste 12 milliarder år - altså ikke variationer vi mærker i hverdagen. Udover det tankevækkende i konstanter der altså ikke er konstante, støtter variationerne nogle af de teorier for universet, der bygger på mere end de sædvanlige tre rumlige dimensioner - plus tiden. Om de ekstra dimensioner - udover at ændre på naturkonstanter kan huse ånder og genfærd er tvivlsomt!

Wednesday, May 10, 2006

Fysik og gambling

Inkaens fjerde mulighed er en naturvidenskabelig fabel - en historie ud ad en tangent som afviger lidt fra den gængse opfattelse af naturens rette sammenhæng. På den anden side skal man vel aldrig sige aldrig. Der er der jo en del forklaringer, som var god latin for hundrede år siden, som siden har måttet revideres dramatisk. I den sammenhæng er der en ganske interessant artikel på BBC News, som fortæller om hvordan engelske bookmakere hele tiden må sænke odds på en række mulige naturvidenskabelig gennembrud af forskellig art, fordi spillere i stigende grad satser på, at disse gennembrud - som f.eks. fund af livsformer på Saturnmånen Titan - er lige rundt om hjørnet.

Det kunne være interessant at høre kommentarer til artiklens sandsynligheder og til romanen fabel.

Sunday, May 07, 2006

Quiz-vindere

Måske nåede ikke alle at læse om quiz'ens afslutning inden hjemmesiden blev lavet lidt om. Men altså, konkurrencen er afsluttet og de heldige vindere (omkring 25% af deltagerne...) har fået besked direkte. Bøgerne er på vej til vinderne.

Omkring halvdelen af de indsendte løsninger var faktisk rigtige. Omvendt præsterede et par stykker at sende flere forskellige og dog hver gang forkerte svar. Tak til alle deltagere fordi I havde lyst til at være med.

De rigtige svar var:

1. I romanen graves et inkamumie ud af permafrosten på toppen af vulkanen Licancabur. I år er det ti år siden, at et af de mest berømte inkamummier blev fundet på vulkanen Ampato. Mumien hedder Juanita

2. En sen nat underholder astronomen Dr. Gottlieb med hvordan en verden med ekstra dimensioner kan se ud. Der kan faktisk være uendeligt mange almindelige golfbolde inde i en fire-dimensional tennisbold.

3. I romanen er samme Dr. Gottlieb en anerkendt planetjæger. Man har til dato opdaget mere end 150 planeter udenfor vores solsystem.

4. Det engelske ægtepar, Nick og Alison, som i denne roman driver hotellet The Highlander i San Pedro, er lånt fra en engelske roman, hvori Nick faktisk er hovedpersonen. Romanen er Troldmanden af John Fowles

5. I romanen skal dykkere blandt arkæologerne udforske søen i vulkanens krater. Det ekstra risikofyldt at dykke i søen i seks kilometers højde, på grund af det lave lufttryk. Man risikerer efter korte dyk på forholdsvis lave dybder at få dykkersyge. De to andre svarmuligheder er dog også acceptable...

Thursday, May 04, 2006

Alfabet on-line

Som tidligere nævnt Danmarks Radios P2 litteraturprogram Alfabet havde den 15. april et længere indslag (ca. 20 minutter) om Inkaens fjerde mulighed optaget i mørket i Planetariet i København. Nu har jeg omsider fundet et link en online kopi af radioprogrammet.

For dem der måtte sidde tilbage med en tvivl, kan jeg afsløre, at både interviewer og forfatter overlevede optagelsen.

Tuesday, May 02, 2006

Troldmandens teatersal

På bogmessen i Århus forrige weekend havde jeg fornøjelsen af at møde en pige, som ikke blot havde læst bogen, men også havde rejst i det område, hvor historien finder sted og derfor mente at have genkendt en af de unavngivne lokaliteter, som dukker op i grænselandet mellem fortællerens drøm og virkelighed. Det drejede sig om om den gamle teatersal, hvor fortælleren møder "troldmanden".

Angiveligt er der tale om teatersalen i Humberstone nær Iquique. Humberstone var i det 19. århundrede en driftig mineby, men er i dag en forladt spøgelsesby. Jeg har fundet nogle billeder og tekst om byen - vurdér selv om det er Humberstones teatersal, der bvesøges i romanen...

I takt med at bogen er blevet læst, er jeg begyndt at modtage kommentarer, spørgsmål og observationer. Skulle du sidde kommentarer efter at have læst bogen, er du meget velkommen til at poste dem her!